Om Beagler

Uanset hvilken hund man ønsker at købe, så er det en god idé at gøre sit hjemmearbejde. Det er vigtigt at racen passer til jeres behov, ønsker og forventninger. Gå på nettet, læs bøger eller tal med opdrætteren. Vi svarer gerne på spørgsmål.

Tag ikke fejl af Beaglen. Dens dejlige håndterbare størrelse til trods, indeholder den en velvoksen jagthund.
Beaglen er en støver og har derfor næsten altid snuden i sporet.

Dens jagtinstinkt og gode næse betyder, at den ikke altid er lydhør overfor, hvad mennesket ønsker af den.
Det er ikke sikkert, den har tid til at komme, når du kalder, hvis den finder andre ting og dufte mere interessante end det, du kan byde på. Det hjælper absolut intet at råbe efter sin Beagle. Den kan sagtens høre dig selvom du taler lavt og den lader sig ikke kue. Omvendt ved du, at når din Beagle henvender sig til dig, er det fordi den virkelig gerne vil i kontakt med dig. 

Er færten særlig god, så kan Beaglen sagtens finde på at følge den - også selv om det betyder, at turen går udenfor matriklen, hvor den hører hjemme. Det anbefales derfor, at man hegner sin have ind, så man er sikker på at holde hunden hjemme og den ikke ender med at komme til skade. 

Beaglen er, som bl.a. Labradoren, en meget madglad race, så som Beagle-ejer lærer man hurtigt ikke have mad indenfor dens rækkevidde. For Beaglen er utroligt opfindsom og stjæler gerne søndagsstegen, hvis den kan komme til det.

Her er en video der viser lidt om hvor opfindsom den er: Beagle stjæler nuggets

Beaglen er intelligent, til trods for, hvad nogle hundeejere mener. Den viser dog ikke sin intelligens som f.eks. en border collie eller en labrador. Man har en tendens til at sammenligne intelligens med, hvor lydig hunden er, men beaglen bruger mere sin intelligens til at søge efter mad.

Men når det er sagt, så er Beaglen en utroligt charmerende og kærlig hund.
Som Beagle-køber får man en lille, stærk og selvstændig hund, som er vagtsom og fuld af jagt, men aldrig aggressiv.
Tværtimod vil den elske at putte med sin familie om aftenen i sofaen. 

Derudover er det ikke svært at træne en Beagle og lære den øvelser.
Mange bliver også brugt til Schweiss, lydighed og agility.
Motivér og beløn din Beagle og den har hurtigt lært det, du gerne vil have.

For os er konklusionen, at Beaglen er en herlig hund i hvis selskab man aldrig keder sig.